Debatten om atomkraft er både vidensfattig og følelsesstyret

Vi er nødt til at hæve niveauet for debatten om atomkraft, opdatere vores viden om teknologien og lade vores nabolande tænke selv, skriver journalist Søren Bjørn-Hansen i dette debatindlæg, som blev bragt i Klimamonitor i februar 2022.

Atomkraften har i dansk sammenhæng været en afgjort sag siden 1970’erne. Og sådan vil det nok forblive. Danmark ligger heldigvis perfekt placeret til at udnytte vindenergi, som aldrig har været billigere.

Men når atomkraftdebatten nu igen vækkes til live på EU-plan, er vi nødt til også at opdatere den debat med den nyeste viden og hæve niveauet op over følelsesladede fortællinger. Ikke mindst fordi vi i dag importerer atomenergi og ville have svært ved at klare os uden (en reaktor som Ringhals i Sverige producerer samme mængde energi som over 450 af vores største vindmøller, hvis vinden altså blæste 24/7).

Jeg er selv vokset op som atomkraftmodstander. Jeg blev født under den kolde krig, midt i ’Atomkraft, nej tak’- bevægelsens velmagtsdage. Et af mine tidligste minder om frygt, var ulykken på Tjernobyl-værket i 1986 – året efter atomkraft ved lov blev forbudt i Danmark.

I mine øjne har de misforstået proportionerne i affaldsproblemet.

I dag er mit syn på den omstridte teknologi blevet mere nuanceret. Jeg har som journalist undersøgt emnet over en årrække og indset, at teknologien er misforstået og præget af mytedannelse. Det er debatten om atomkraft desværre også.

Når vores klimaminister diskuterer atomkraft i DR2 Deadline med en politiker fra oppositionen, diskuteres fakta, som var det holdninger. De to parter slynger om sig med modstridende dødstal for Tjernobyl-ulykken, mængden af affald og om hvorvidt teknologien var “farlig” eller ej.

En diskussion, der er fanget i fortiden

I mine øjne kan man sammenligne diskussionen om atomulykken ved Tjernobyl med Titanics forlis.

Titanic-ulykken er basis for en virkelig god historie og et stærkt drama – ikke mindst med Leo og Kate i hovedrollerne, der kostede mange uskyldige livet. Men det giver åbenlyst ikke nogen mening at bringe Titanic-ulykken ind i en diskussion om færgetransport?

Alle ved, at skibsteknologien har bevæget sig videre. Det har teknologien bag atomkraft også.

I dag er teknologien langt mere sikker. Det er blandt andet derfor, atomkraftværker er så dyre at bygge. Nogle reaktortyper fylde langt mindre i dag og de producerer i nogle tilfælde næsten intet affald.

Alligevel er historien om atomkraft stadig domineret af fortællingen om den ulykke i Sovjetunionen for 35 år siden på en forkert designet reaktortype, der sidenhen blev droppet.

Da jeg besøgte Barsebäck i 2006 for at rapportere hjem om fjernelsen af de sidste brændselsstave, der skulle fragtes til deponi, kom jeg derfra med en ændret opfattelse af problemstillingen.

De ansatte på kraftværket forstod ingenting af lukningen. Beslutningen var taget uden at lytte til eksperter eller fakta. Det var en politisk beslutning, som blev taget efter enormt pres fra Danmark – til stor jubel i Atomkraft, nej tak bevægelsen.

Senere viste en undersøgelse i tidsskriftet The Lancet, at lukningen måske har kostet 200 mennesker livet om året på grund af luftforurening fra kulkraften, der erstattede Barsebäck.

Danmark blander sig uden hest i spillet

Samme historie går igen nu i Tyskland. Politikere udnytter en folkestemning mod en teknologi, som er misforstået, til at lukke atomkraftværker, der kunne hjælpe Tyskland med at overkomme deres afhængighed af kul og russisk gas.

Den beslutning er dybt problematisk i en situation, hvor omstillingen til grøn energi ikke går hurtigt nok. I stedet for at spille på alle tilgængelige heste, smider lande som Sverige og Tyskland flere af dem i havet.

Det sker på trods af, at IPCC i sine anbefalinger peger på eksisterende atomkraft, som en af de nødvendige løsninger på energiomstillingen.

I Danmark har vi genoptaget diskussionen på trods af, at vi ikke har et eneste atomkraftværk. Faktisk bliver det, at EU har stemplet atomkraft som grøn – under en række betingelser – til lidt af en politisk mærkesag.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeren høster point hos befolkning og meningsdannere ved offentligt at tage afstand til, at EU følger eksperternes anbefalinger om at fortsætte brugen af eksisterende atomkraftværker – som producerer CO2-neutral energi.

Selv når atomkraften kommer i spil langt fra Danmarks grænser, føler vi os ramt – og vi vil endda gøre, hvad vi kan, for at forhindre brugen. På trods af, at vi altså importerer strøm produceret på atomkraftværker – og også kommer til det i fremtiden.

Frygten for det forkerte affald

Flere partier i Folketinget, med Enhedslisten i spidsen, har i årevis arbejdet på at stoppe Danmarks bidrag til Det Europæiske Atomagentur Euratom, der forsker i atomkraft. Igen og igen lyder parolen, at lige meget hvor avanceret teknologien bliver, vil affaldet altid være giftigt.

I mine øjne har de misforstået proportionerne i affaldsproblemet.

Frygten for de relativt små mængder radioaktivt affald overstiger af en eller anden grund frygten for de enorme mængder farlige stoffer som kulkraftværker i årtier har sendt ud i atmosfæren – en partikelforurening som stadig slår over 20.000 mennesker ihjel om året i Europa. Eller frygten for giftige kemikalier, som PFAS, Bisphenol A, neonicotinoider og så videre, der er overalt i os og i naturen.

Som den svenske atomkraft-forsker Staffan Qvist engang sagde til mig: Radioaktivt affald har en halveringstid, det har giftstoffer som arsenik ikke. Der er millioner af ton giftigt affald begravet i vores undergrund. Hvorfor er vi ikke bange for dem?

Her har EU svigtet. Ved at vedtage kemikalieaftaler, der giver industrien ansvaret for vidensdeling og kontrol, tillader man igen og igen, at nye skadelige kemikalier ender i naturen. Ny forskning viser endda, at vi allerede har overskredet klodens sikre tærskelværdier for kemisk forurening. Det burde vi debattere.

Teknologien er misforstået og præget af mytedannelse

I stedet for at skændes om, hvad vi skal gøre af de minimale mængder højradioaktivt affald – vitterligt et sandkorn i sammenligning med de gigatons kemisk affald, der konstant deponeres rundt om på Jorden – og i vores atmosfære i form af CO2.

Lad os tage en debat om det i stedet. Traditionel atomkraft kommer nok aldrig til Danmark. Man kan argumentere for, at den sandsynligvis er ved at udspille sin rolle. Modstanden er for stor i befolkninger verden over, og historien om de farlige kraftværker er for god. Samtidigt er teknologien blevet overhalet på prisen af den vedvarende energi.

Jeg kan godt forestille mig en fremtid hvor en energiteknologi, der ikke er baseret på vind og sol, bliver både aktuel og nødvendig. Det finder vi kun ud af, hvis vi fortsætter med at opdatere vores viden, flytte grænserne for teknologiens formåen og sætter forskningen fri.

Men lad os i mellemtiden holde os for gode til sekterisk at udbrede vores frygt for en teknologi, vi ikke selv besidder – og som faktisk kan være en nødvendig joker i den grønne omstilling – bare fordi vi har vores på det tørre.