’Don’t Look Up’ spidder også den vidensfattige medieverden. Derfor er journalisterne sure
Filmen ’Don’t Look Up’ er en velplaceret satirisk kritik af den tiltagende antiintellektualisering af medierne og nedbrydelsen af den videnskabelige autoritet. Når medierne kritiserer filmen, er det nok, fordi de føler sig ramt, skriver klimajournalist Søren Bjørn-Hansen i dette debatindlæg
Bragt i Information, læs indlægget her
Da jeg så satirefilmen Don’t Look Up, blev jeg ramt lige i mellemgulvet. Filmens hovedpointe er, at vi har smadret vores planet. Vi havde det hele, og vi har tabt det på gulvet. Og det er vores alle sammens skyld. Filmen opsummerer fuldstændig, hvordan jeg og mange forskere, jeg kender, har haft det i adskillige år.
Netflix-filmens astronomiske katastrofe udgør bagtæppet for et alarmerende portræt af vores samtid og igangværende intellektuelle krise. Den spidder, måske en anelse uelegant, vores politiske systemer, og placerer et særligt ansvar for den situation, vi er i, hos medierne.
Lige den sandhed har dog været ilde hørt. Medier i ind- og udland har følt sig ramt og derfor fornærmet angrebet filmen for at være for klodset, for direkte og for skinger i sin satiriske kritik.
Samme kritik blev den 3. januar gengivet i Information – på lederplads endda. Opsummeret gik kritikken i lederen på, at filmen havde misforstået klimaproblemet, og at den på selvforherligende vis latterliggør almindelige mennesker og giver onde forretningsmænd og hjernedøde medier skylden for klimakrisen.
Kritikken virker ret bizar på mig. Som journalist på videnskabs- og klimaområdet gennem 15 år synes jeg, at filmen rammer klokkerent. Vi ville slet ikke have et klimaproblem, hvis politikere, erhvervsliv og medier havde lyttet til klimaforskerne til at begynde med.
Da astrofysikeren Carl Sagan (som Leonardo DiCaprios hovedperson i filmen har en lille actionfigur af) i 1985 afgav vidneudsagn til den amerikanske kongres om klimaforandringer, var videnskaben allerede afgjort – men ingen lyttede.
Medierne interesserer sig ikke
Der, hvor filmen i mine øjne særligt stikker kniven ind, er i dens kritik af mediernes behandling af forskning og videnskab. Her synes jeg, at filmen er mest ægte og gør mest ondt.
Tidligt i filmen inviteres de to hovedpersoner og astronomer ind i en fiktiv version af et morgentalkshow a la Good Morning America. De tror, at programmet er dedikeret til deres opdagelse: at en planetdræbende komet rammer Jorden om seks måneder.
Men programmet begynder med et indslag om en sexskandale i politik efterfulgt af et tåkrummende kendisbreakup, før der bliver plads til et »lille videnskabseksperiment«.
Værterne stiller fjollede spørgsmål til ligegyldige detaljer og griner af deres forskning. Leonardo DiCaprios karakter kan ikke forklare forskningen kortfattet og medrivende nok, og det hele ender med, at Jennifer Lawrences karakter skriger mod kameraerne: »Der er en komet på vej mod Jorden, og vi skal alle sammen dø!« Værterne ryster på hovederne over, at nogen tør ødelægge den gode stemning.
Den scene gjorde næsten ondt at se som mangeårig videnskabsjournalist. Det mindede mig om mine år som videnskabsredaktør i DR, hvor jeg for eksempel gentagne gange måtte kontakte DR Nyheder, fordi de havde skrevet »astrolog« på navneskiltet, når der en sjælden gang var en astronom i studiet. Eller de utallige møder om tv- og radioproduktioner, hvor bare ideen om at have ægte videnskab og forskningsformidling i programmerne blev grinet af og rutinemæssigt afvist.
Programforslag om klimaforandringer, der udlagde situationen fra forskernes synspunkt, blev modtaget af uforstående kolleger og hurtigt lukket ned med sætninger som: »Folk orker ikke at høre dårlige nyheder.« Sjovt nok gælder det ikke, når det kommer til krig, skattepolitik, indvandring og mink.
Søgt og gumpetung kritik
Informations leder kritiserer filmen for at være en selvforherligende fortælling, der glorificerer en veluddannet middelklasse, og gør en korrupt overklasse, en kynisk medieverden og en dum underklasse til skurkene.
Information skriver: »Enhver indvending afvises som uvidenhed, ethvert forbehold som ’blah, blah, blah’, og det store flertal afskrives som tåber, der nægter at kigge op, acceptere realiteterne og trykke på knappen.«
Ud over en bizar sviner til Greta Thunberg falder den mildest talt søgte kritik til jorden. Problemet med klimakrisen er netop, at indvendinger er baseret på uvidenhed eller bevidst sløring af den faktuelle sandhed. Grunden til, at forbehold kritiseres som ’blah, blah, blah’ er, at forhalingen sker mod bedre vidende.
Politikerne, medierne og befolkningen nægter netop at acceptere realiteterne, at lytte til forskerne og sætte planerne for at bremse katastrofen i gang.
Ingen har sagt, at løsningen på klimakrisen er nem. Eller at vi med sikkerhed ved, hvad vi skal gøre. Filmens eksperter ved heller ikke med sikkerhed, hvordan de løser kometkrisen, men de sætter en plan i gang baseret på den bedste viden og håber, at det virker.
I stedet for at gøre som filmens præsident Orlean og »afvente og vurdere situationen« af politiske årsager burde vi nok komme i gang og sætte alle sejl for at løse vores virkelige krise.
Journalister bør se scenerne i det fiktive talkshow The Rip og tænke: Vi bør tage videnskab og forskning mere alvorligt – også når det er tørt og svært. Så kan befolkningen måske blive bedre oplyst, og politikerne kan forstå, hvor vigtigt det er, at vi forstår, hvordan videnskab fungerer. Så vi kan løse vores egen globale katastrofe, inden det er for sent.